Safari i Sydafrika
For 5 år tilbage rejste jeg til Sydafrika, alene, på en grupperejse (med TravelAlott) hvor jeg skulle være frivillig i et naturreservat. Som så mange andre drømte jeg om at opleve Sydafrikas vilde dyr! Efter nogle indledende dage i hovedstaden (og lidt af et kulturchok), vendte vi kursen imod privatreservatet Welgevonden. Cirka to timer inden ankomst, nåede vi den sidste butik – og vi skulle købe, hvad vi fik brug for de næste 3 uger, for vi fik ikke mulighed for at komme forbi igen!
Allerede da vi kørte ind på reservatet, sad jeg med hovedet ud ad vinduet – spændt på at se alle dyrene. Det var min første safari, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Vi boede på en camp midt i naturreservatet, omhegnet af elektrisk hegn, der skulle sikre os imod elefanter. Men slanger måtte vi selv tjekke for i de primitive telte! Der sker noget ret magisk, når man pludselig kan risikere at møde så farlige dyr omkring sig – som da vi blev bedt om at gå ude på savannen i løve territorie, for at samle jordprøver. Da vågnede mine sanser 100% og jeg var kun til stede, lige der, for at sikre, der ikke var fare på færde (selvom det er od træning til at blive mere nærværende som telepatør, så undgå alligevel farlige situationer ;-)).
Hver morgen kl. 6 var der afgang ud i reservatet, hvor vi passede forskellige opgaver, og brugte meget tid på at køre rundt og holde øje med dyrene. Uanset hvor mange gange, jeg havde æren af at se alle dyrene, forblev det lige magisk for mig. Zebraer i store flokke, giraffer der løb om kap med bilen, næsehorns unger der lå i det høje græs. Om aftenen gik elefanterne forbi campen. Og hyænerne hylede i det fjerne. Det var absolut magisk at være så tæt på naturen, og leve 100% efter dyrenes beslutninger. Det oplevede jeg, en dag vi kom til at sidde i kø bag giraffer, og i stedet for at bede dem rykke sig, smed vi benene op og brugte timer på at observere dem, indtil de selv besluttede, at de var færdige her.
Nogle af de store øjeblikke for mig var, da vi frisatte et næsehorn, der havde været hos dyrlægen i et år. Den kom ud af traileren, og stak snuden i jorden, og begyndte at følge færten af sine venner – som en kæmpe hund! (næsehornene bliver ofte mobbet af de andre, fordi de er utrolig fredelige dyr!). Eller da elefanterne gik bare få meter fra campens hegn, og jeg alligevel ikke kunne høre dem, fordi de bevæger sig så lydløs. Eller da jeg kommunikede med en specifik hjorteart, hvor jeg mærkede kæmpede kærlighed og hjerte energi fra dem – og jeg senere fandt ud af, at de var navngivet hjerte-hjort! (nogle af vores forfædre var virkelig i god kontakt med dyrene).
Desværre oplevede jeg også de mere turistede steder. Som da vi stoppede på den planlagte rute, for at tage billeder med en tam flodhest, man kunne fodre med te. Jeg nægtede at deltage, fordi om den er tam eller ej, så er det unaturligt at fodre den med te, og jeg ønskede ikke at støtte den del af turist branchen med dyr. Eller da vi besøgte Krüger safaripark (den største safaripark i Sydafrika), hvor turister selv måtte køre ind i biler, og de respektløst dyttede af dyrene, kørte lige i røven af dem, og selv guiderne prøvede at ramme aberne der løb over vejen. Det resulterede i, at alle dyrene stod så langt fra stierne som muligt! Der var endda en dame i min jeep, der forlangte, at vi kørte videre, efter at have set en løve i bare tredive sekunder, fordi hun ville nå at se ’the big five!’.
Heldigvis er det de smukke oplevelser, der fylder mest, når jeg tænker på turen. Alle de magiske øjeblikke, solopgange, møder med geparder, leoparder og løver samt alle de beskeder jeg fik fra dyrene! Det er dét, jeg ønsker at hjælpe med at bevare, og dér hvor jeg vil lægge mine penge – husk at når vi rejser, og vi betaler de lokale, så støtter vi det, vi betaler for. Om det er gode eller dårlige forhold for dyrene. Vi har ansvaret for at stå op for det, vi tror er godt for dyrene. De lokale gør blot det, der giver dem penge – så hvor ligger du dine penge? Den bedste måde at opleve vilde dyr på er ifølge mig, i deres naturlige omgivelser, fri fra menneskelig kontakt, og væbnet med masser af tålmodighed. Så man rent faktisk har tid til at nyde dyrene! Jeg var glad for, at jeg havde 3 uger som frivillig, hvor jeg bogstaveligt talt havde hænderne i jorden, med daglige safari-ture, og derfor havde nok tid, til at smække benene op og bare kigge på girafferne, uden at tænke på at skulle nå at se nogle som helst andre dyr.