Min hest ved bedst

Min hest ved bedst

Min hest ved bedst

Gang på gang er jeg blevet overrasket over, hvor intelligente hestene er, hvor meget de forstår, og hvor meget de kan lære os, hvis vi tillader dem det. Da jeg begyndte at lære at kommunikere med dyr, stod jeg ofte tilbage helt mundlam over, hvor tydeligt dyrene kunne kommunikere til mig, og hvor meget af det jeg kommunikerede til dem, de kunne forstå.

Jeg bliver stadig overrasket over dem. Men nu er jeg begyndt at forvente det umulige fra deres side – det har de lært mig – efter hvad jeg har set og oplevet omkring dem. For nogen vil nedenstående historier lyde overdrevne, men det er sådan, jeg oplever, hestene kommunikerer.

Jeg husker tydeligt, da vi skulle have taget ormeprøver af hele foldens otte heste. Det er altid en værre logistik, hvem skal stå hvor, så vi kan kende klatterne, for de skal alle samles på samme dag. Mens vi stod og snakkede om, hvordan vi skulle gøre og planlagde løs, fik jeg en tosset idé. Jeg gik ud på folden, og spurgte hestene, om de ville hjælpe os med at samle ind til ormeprøver. Inden for to minutter havde alle heste, med én undtagelse, lagt en hestepære, vi bare kunne samle op – de andre i stalden var mundlamme, og det var jeg sådan set også!

Eller da jeg skulle passe min underviser, Marianne Flormans, hingst Miloh mens hun var på ferie. Miloh kunne ikke lide, at man gik ind i hans personlige rum, men han skulle alligevel have grime på og trækkes til og fra stald hver dag. Da de første dage var gået, blev jeg træt af, at han nappede efter mig hver gang jeg rakte ud efter ham. Så jeg prøvede at lave en aftale med ham ved at tale med ord. Jeg ville blive ude af hans rum, undtagen når grimen skulle af og på, og til gengæld skulle han ikke nappe efter mig. Da min far og jeg hentede Miloh næste morgen i stalden, troede min far næsten ikke sine egne øjne. Ikke én gang nappede Miloh efter mig, og stolte gik vi ud på folden. I de efterfølgende dage måtte jeg minde ham om aftalen et par gange, men der var en kæmpe forbedring, og vi kom begge glade igennem ugen!

En vinter fik min elskede pony, Chanel, en sten op i hoven. Dyrlægen anbefalede mig at få fat på en smed, og mens vi ventede på smeden, sæbevaskede jeg hendes hov. Jeg spurgte hende, om hun ville have sko på, for det havde hun aldrig haft før. Det ville hun bestemt ikke, uanset hvad smeden sagde. Da smeden kom anbefalede han selvfølgelig sko, for at hun skulle undgå yderligere sygdom, og han skulle lige til at hamre første søm i hoven, da Chanel roligt og kontrolleret stejlede og landede igen på præcis samme sted. Hun havde stået helt roligt indtil nu. Han kunne fint løfte hoven igen, stå med den, men idet han ville slå et søm i, stejlede hun roligt igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og fortalte så smeden, at hun ikke skulle have sko på. Han rullede lidt øjne af mig, men Chanel viste sig at have ret – hun behøvede ikke skoene og kom sig uden mindste problem. Hun har aldrig reageret på smeden før eller siden.

Efter utallige gange at have oplevet at hestene forstår mig, og kommunikerer så tydeligt til mig, er jeg begyndt at forvente det umulige fra deres side af. Jeg ser, at de er super intelligente væsner, der rummer alle følelser – ligesom os. Der sker noget fantastisk, når vi anerkender hestene som intelligente, tænkende væsner. Når vi skifter vores overbevisninger om hestene, så skifter vi vores briller, og pludselig kan vi se alt det, hestene fortæller i et nyt lys. Når vi først forstår det sprog de bruger – telepati, energi og kropssprog – kan vi se alt det, de hele tiden kommunikere til os! Vi kan begynde at forstå deres kommunikation, og vi kan på samme måde kommunikere tilbage til dem. Jeg glemmer aldrig de første oplevelser jeg havde med telepati og kommunikationen mellem hest og menneske. Og jeg har uden tvivl lært, at min hest ved bedst.

Fra artikel udgivet på Malgré Tout. 

Comments are closed.
da_DKDanish
en_GBEnglish da_DKDanish